Draved Skov

Naturskove som Draved Skov er under konstant forandring. Her ses træer, som er ved at gå ud og et, som har været dødt længe. Man ser samtidig unge træer, som er på vej op fra underetagen.

Draved Skov (dra-ved = sump-skov) er en ca. 250 ha stor skov 4 km syd for Løgumkloster. Den står på meget varierede jordbundsforhold, for dele af den står på Kongsbjerg bakkeø, mens andre dele breder sig ud over de tidligere hedesletters magre sandbund. Området får rigeligt med nedbør (tæt på 900 mm/år) og har høj grundvandstand. Det skaber helt specielle betingelser, som har dannet grundlaget for en fugtpræget, blandet løvskov. Af historiske grunde er Draved Skov en af de mest uberørte naturskove i Danmark. Selve skoven har i lange perioder været omgivet af moser, hvilket har gjort træhugst besværligt og urentabelt. Derfor har denne skov været næsten urørt helt op til vores tid.

Kongens Mose, der ligger umiddelbart vest for skoven, er i dag en af landets største højmoser. Den har været udnyttet til tørvegravning, men er nu fredet, ligesom al landbrugsdrift er ophørt på andre arealer, der grænser op til skoven. Da dyrkning og tørvegravning ophørte, kunne man opgive at afvande mosen, sådan at store dele af den nu står under vand.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy